Kjæmpehøien
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
ser sig)
(med Raskhed)
(der hidtil frygtsomt har holdt sig tilbage
med Harpen i Haanden iler frem med Hæftighed idet
han udraaber)
(nærmer sig, – Hemming gaaer hen mod Bag-
grunden)
(Han bemærker Gravhøien)
(nærmer sig)
(smilende)
(eftertænksomt)
(til Gandalf)
(pegende paa Kjæmpehøien)
(lægger Haanden paa Brystet)
(farer tilbage)
(med dragne Sværde)
[HIS: Verselinjen mangler innrykk (er siste del av en todelt verselinje).]
(stiller sig foran Bernhard)
(til Gandalf)
(der under de sidste Replikker øiensynligt
har kjæmpet med sig selv, styrter frem og griber
Blankas Haand)
(hæver ham op)
(idet han blotter sin Arm og udstrækker den
mod Asgaut)
(griber overrasket hans Haand)
(slaae paa deres Skjolde)
(slynger sine Arme om ham)
(griber Blankas Haand)
(med undertrykt Bevægelse)
(træder frem med Harpen i Haanden)
(nedslaaet, men fattet)
de række hinanden Haanden. Audun lægger
sine Hænder velsignende paa deres Hove-
der)
(under Skjoldebrag)
(med Begeistring, gribende Banneret af
Josteins Haand idet hun træder frem)
Faksimile
1
Kjæmpehøien
dramatisk Digtning
i 1 Act
Faksimile
Bernhard, en gammel Eneboer
Blanka, hans Pleiedatter
Gandalf, Vikingehøvding fra Norge
Asgaut, en gam̅el Kjæmpe
Hemming, Gandalfs Skjald,
<...>
Jostein, Merkismand
Hroll{a}oug tilligemed flere Vikinger
Handlingen foregaaer paa Kysten af
Normandiet, dengang kaldet Valland, for-
inden Christendom̅ens Indførelse i
Norden. –
Normandiet, dengang kaldet Valland, for-
inden Christendom̅ens Indførelse i
Norden. –
Faksimile
3.
(Skovegn nærved Havet, der skimtes
i Baggrunden mellem Træerne. Midt
paa Scenen en Kjæmpehøi, med en Bau-
tasteen{,} ˹;˺ foran Høien et lille mosklædt
Alter, hvorpaa et Kors behængt med Blomster.
Taget af en Hytte sees mellem Løvet; under
et Træ i Forgrunden sidder Bernhard skri-
vende i en Pergamentrulle, ved hans Side
staaer Blanka i en eftertænkende Stilling.
Det er Aften.)
i Baggrunden mellem Træerne. Midt
paa Scenen en Kjæmpehøi, med en Bau-
tasteen{,} ˹;˺ foran Høien et lille mosklædt
Alter, hvorpaa et Kors behængt med Blomster.
Taget af en Hytte sees mellem Løvet; under
et Træ i Forgrunden sidder Bernhard skri-
vende i en Pergamentrulle, ved hans Side
staaer Blanka i en eftertænkende Stilling.
Det er Aften.)
Bernhard
(skrivende)
«Da heder det, – har Ragnarok forsonet
De vilde Kræfter, vakt et luttret Liv, –
Alfader, Baldur og den milde Freia
Regjere Slægterne i Fred paany.»
(Lægger Pergamentet tilside idet han rei-
ser sig)
Men, Blanka! see, nu drømmer Du igjen.
Du kjeder Dig ved disse Sagaskrifter
Om Nordens Folk, som aldrig Du har kjendt;
Faksimile
Du sværmer heller i din egen Verden;
Saa maa det være, – saadan gjør jeg og,
Jeg elsker disse gamle Fortidsminder,
Ifra den Tid, jeg flakked vidt omkring
Paa Nordens Hav, blandt Thules golde Fjelde;
Jeg gjemte tro i Mindet hvert et Qvad
Fra Skjaldens Læbe, – Slægternes Bedrifter
Fra gamle dunkle Urolds skjønne Tid,
Og mægter ei dem end af Sjælen rive.
Nu da jeg har mig slaaet ned til Ro
Paa Vallands Strand er de mig dobbelt kjære;
Thi tegner jeg dem op, saa tykkes mig, –
Det er mit Liv paany at gjennemleve.
Blanka
(livligt)
Jeg kjede mig? – Nei, nei, det er ei saa, –
Just dette Norden gjælde mine Drømme,
Did stræber Sjælen længselfuldt at naa
Med raske Aareslag paa Tankens Strømme.
Hvert Sagn Du mæled, Fader! staaer saa tro,
Og Aanden hæver sig og har ei Ro
Faksimile
5.
Før den i flygtig Drøm har Norden gjæstet.
Bernhard
Du er en lille Sværmerske, min Blanka!
Tit naar Du hører disse gamle Sagn
Fra fjerne Norden, gløde dine Kinder, –
Du glemmer Vallands Blommer fast for
dem.
dem.
Blanka
(med Hæftighed)
Hvor kan jeg andet, – hvad er Sydens Liv
Mod Folkets Heltefærd paa Nordens Fjelde,
Saa vidt forskjelligt som det bløde Siv
Fra stærken Gran, der trodser Stormens Vælde.
(venligt, idet hun griber hans Haand)
Men siig, hvi vorder Du saa sært forstemt
Ved Mindet om dit eget Liv i Norden?
Det tykkes fast som om Du havde gjemt
I Glemsel al din Ungdomsfærd paa Jorden!
Bernhard
(undvigende)
Spørg ei derom, min Datter! det er nok
Du veed, jeg fandt Dig som en lille Pige
Faksimile
Forladt og hjælpeløs, just da en Flok
Af Vikinger paa Kysten havde hærget.
Din Fader falden var for deres Haand,
Hans Borg staaer end paa Klippen i Ruiner;
Men Hævnen fulgte deres vilde Færd,
I Kampen blev den grumme Høvding fældet;
Dog spørg ei meer om Norden, om mit Liv
Blandt Folket hist, – jeg blier saa sært tilmode –
Blanka
(med Raskhed)
Og gad du ikke skue end engang
Det blanke Iisfjeld mellem Blomsterenge
I dette Nor, hvorfra en Fortidsklang
End bæver gjennem Hjertets Harpestrænge?
Bernhard
O kald ei disse Ønsker frem paany,
Lad denne Længsel slumre dybt i Sjælen;
Thi disse Tanker maa mit Hjerte fly
Hvis jeg skal finde Ro paa Vallands Strande, –
Faksimile
7.
Dog tal ei meer herom; – nu vil jeg gaae
Min vante Aftenvandring gjennem
Skoven.
Skoven.
Blanka
Jeg følger Dig og plukker Blommer smaa
Hvor Egens Løvtag luder over Voven; –
Saa vil jeg bede her min vante Bøn
Ved Graven for den Dødes Fred og Hvile;
Snart skal fra Korset Krandsen frisk og grøn
Fortrøstningsfuldt mod Aftenrøden smile.
(De gaae ind i Skoven)
(Gandalf kommer ind fra den modsatte Side
efterfulgt af Vikingerne)
efterfulgt af Vikingerne)
Gandalf
Saa stande vi, beredt til Vaabendyst,
Med Sværd i Haand paa Vallands grønne Kyst;
Hid Sønnen rettet har sin Ledingsfærd
Hvor Faderblodet flød for fiendtligt Sværd!
Straadækte Hyttetage rage frem,
Snart røde Luer skal fortære dem, –
Faksimile
8.
Hist lyder Sang og Aftenklokkens Lyd,
Dog brat til Klage vorde Qvindens Fryd,
Og Mandens Sang i stille Aftenstund
Skal vorde Dødssuk ifra ˹maalløs˺ Mund! –
Jeg samle vil min Faders spredte Støv
Og krandse Urnen med det friske Løv
Fra Egens Grene, og til evig Fred
I Fædrejorden skal den lægges ned!
(Han drager sit Sværd)
Maalet er vundet!
Hævnen har fundet
Vei over fraadende Hav;
Sværdet er rede,
Blodigt at væde
Vikingehøvdingens Grav! –
Thor og Alfader!
Hører mit Løfte,
Hører mit bindende Ord;
Alt, hvad vi finde,
Mand eller Qvinde,
Faksimile
9.
˹Blodigt skal synke til Jord˺
Synke skal blodig til Jord
!
Dagen skal skue
Blod før den svinder,
Eller og falder jeg selv;
Holder jeg ikke
Eden jeg sværger
Styrter mig, Guder! til Hel! –
Hemming
(der hidtil frygtsomt har holdt sig tilbage
med Harpen i Haanden iler frem med Hæftighed idet
han udraaber)
Sværg ikke Hævn ved Himlens Guder, Gandalf!
Gandalf
(mørk)
Du, Hemming, her? Hvi blev Du ei ved Snekken?
Hemming
Jeg kan ei, – see, jeg maa ledsage Dig
Hvorhen Du gaaer, som Fylgie paa din Vei!
Gandalf
Her er ei Sted for Skjalden – –
See dog, Gandalf!
Hvor fredsom er ei denne lyse Bred
Imellem Bøg og Egetræer høie, –
See hist hvor Bølgespeilet ligger klædt
I gylden Glands fra Odins Faderøie,
Mens skovklædt Klippe skuer roligt ned
Paa Voverne, som ved dens Fødder glide,
Skjøndt intet Jøkelpantser ligger bredt
Om Fjeldets Tind og paa dets steile Side!
Asgaut
(nærmer sig, – Hemming gaaer hen mod Bag-
grunden)
Snart stiger Odin ned i Sagas Haller,
Og Mørket spredes siden over Land;
Her er det svalt og Grønsvær pryder Marken,
Her kunne vi jo slaa vor Natteleir!
Gandalf
Heel vel, – dog see, hist under Skovens Kroner
En Hytte stander – –
Faksimile
11.
Jostein
Ha, en herlig Fangst!
Hrolloug
Og dens Beboer?
Gandalf
Sende vi til Hel!
Kjæmperne
Ja, ja til Hel!
Asgaut
Ret saadan skal det skee, –
Med Blod og Brand vi ville Audun hævne!
Dog, gaa I kun og speider Skoven ud
Forsigtigen at Ingen mærker os.
(Vikingerne gaa, – Hemming bliver staaende
i Baggrunden)
i Baggrunden)
Gandalf
See, her er Stedet, har du jo fortalt;
Ved Klippeborgen paa den steile Pynt,
Der faldt han, sagde du; – dens Mure ligge
Forlængst i Gruus, ha, det er dog en Trøst!
Faksimile
Men siig, – hvad seer jeg! – Er det et Bedrag! –
Nei, nei ved Odin og ved Asathor!
En Bauta rager over Høien frem,
Det er en gammel nordisk Kjæmpegrav!
Asgaut
Ja, saadan er det, – hvad, om, – nei umuligt!
Gandalf
Min Faders Gravhøi mener Du?
Asgaut
– Nei, nei!
Hans Lig har Skovens Fugle længst fortæret,
Hans Støv er veiret hen af Nattens Vind!
Gandalf
Ved stærken Thor jeg svor den dyre Ed,
Hans Banemand skal segne for mit Sværd,
Saafremt han lever end, –
Asgaut
Hist kommer Nogen.
En Qvinde, skjøn som Freia!
Asgaut
Nu, saa lad
Da hende Hævnens første Offer være.
Gandalf
Jeg myrde skal en Qvinde! Dog, min Eed
Mig byder det, –
Asgaut
Saa har Du svoret, Gandalf!
Vent her ved Egen om det huer Dig,
Saa vil jeg hente Kjæmperne tilbage.
(han gaaer)
(Blanka kommer tilbage med Skjødet fuldt af
Blomster, hun knæler ned foran Altret i stille
Bøn, derpaa reiser hun sig, hænger en frisk
Krands paa Korset og strøer Blomsterne
paa Høien)
Blomster, hun knæler ned foran Altret i stille
Bøn, derpaa reiser hun sig, hænger en frisk
Krands paa Korset og strøer Blomsterne
paa Høien)
Blanka
Her har jeg gjort mit Vikingtog
Faksimile
I Blomsterverdnens skjønne Rige;
Hver Blommelil for Magtens Sprog
Som Overvunden maatte vige!
Hvor riig er ei min Fangst imod
Det Guld, som kjøbes dyrt med Blod;
Du Helt, som under Høien sover,
Hvi pløied du vel Havets Vover,
Hvi gjæsted grumt Du fremmed Strand
Og tændte Fredens Bo ibrand, –
Hvi var din Lyst kun Magt og Vælde,
Hvi blev Du ei blandt Hjemmets Fjelde?
O, var du bleven der, – da sad
Du end maaskee, som Gubbe glad,
Og Fredens fagre Farvetinder
Belyste blidt din Alders Vinter! –
– Jeg husker grant endnu hiin Nat,
Da Borgen hist stod lyst i Flammer,
Og gjennem Skov og dunkle Krat
Lød Sværdets Slag og Dødens Jammer;
Jeg tykkes endnu mangengang
Faksimile
15.
At skue Kampens Bølgegang, –
Naar Solen dybt i Havet daler
Mens Vindens Pust fra Løvet taler,
Da er det tit, som saae jeg end
En Viking kjæk med Sværd om Lænd; –
– – (bliver Gandalf vaer)
Men store Gud! –
Gandalf
(nærmer sig)
Frygt ikke, Pige!
[HIS: Verselinjen mangler innrykk (er siste del av en todelt verselinje).]
Blanka
Er det et Syn fra Drømmens Rige!
Et Skyggebilled som forsvandt
I Nuet? – Nei, jeg seer det grant,
Du er en Helt af Nordens Kjække, –
Gandalf
Lad det Dig, Pige! ei forskrække!
Men siig, hvi smykker Du saa skjønt
Hiin Kjæmpehøi med vaarligt Grønt?
Kom, Gandalf! kom, – see, denne Qvinde der,
Er ingen jordisk Mø – –
Gandalf
(heftigt)
Tilbage, Hemming!
(Hemming gaaer)
Blanka
Hvo er hiin Dreng?
Gandalf
O, kun en stakkels Skjald.
Det skorter stundom lidt ham paa Forstand;
Kun naar han griber Harpen, og dens Klang
Med Vælde bruser til et Drapakvæde,
Da vækkes han ifra den stille Drøm,
Hvori han vandrer taus igjennem Livet.
Blanka
(livligt)
Saa eier ogsaa Nordens Søn en Barm
Med hede Længsler og med stille Drømme!
O, dette Land mig tykkes meer og meer
Faksimile
17
At træde frem i herlig Trylleglands,
Alt som det klarnes for mit Indres Blikke!
Men siig, min Helt! vil du ei hvile lidt
I Egens kjølende og svale Skygge,
Her breder Træets Tag sig tæt og grønt;
Jeg vaage vil hos Dig, imens Du slumrer,
Og tørster Du, saa skal jeg hente hid
En Lædskedrik fra Kilden hist som sprudler
Saa klar og kjølig i det lyse Græs; –
O, siig mig, vil Du ei? –
Gandalf
(heftigt)
Nei, Qvinde! ti; –
Jeg fatter grant din List, – Du daare vil
Min Barm med sledske Ord og smidig Tale!
Men Vikingen, der fnyser vildt af Hævn,
Han lulles ei i Slummer af en Qvinde!
Blanka
(smilende)
Du spøger kun, – du vil mig ikkun skrække!
Det lykkes ei, – jeg kjender Nordens Sønner!
Faksimile
Gandalf
Du kjender dem?
Blanka
Jeg kjender dem forlængst;
Min Fader har fortalt saameget skjønt,
Saamange vakkre Sagn om Folket hist.
Gandalf
Du ræddes ikke for den barske Kjæmpe?
Blanka
Hvi skulde jeg vel det? See, Du er stærk,
Og jeg en Qvinde, værgeløs og svag;
O, skulde Helten vel fornedre sig
Til Voldsomhed imod den svage –
Gandalf
Ha!
Du fører snildt din Tale, fagre Qvinde!
Men siden du ei frygter mig, – saa svar:
Hvo slumrer under Kjæmpehøien der?
Det kjender Fader kun, – dog troer jeg at
Han var en Viking fra det høie Norden.
Gandalf
Saa faldt han da i Heltekamp; – men siig,
Hvo kasted Høien over ham i Skoven
Paa fremmed Strand og planted Blommer
smaa
smaa
Og smykked Heltens Grav med græsrigt Tæppe?
Blanka
Jeg smykked den og planter endnu der
De spæde Blomsterskud ved Vaarens Komme;
De trives herligt, seer Du, hvert et Blad
Fortrolig blidt sig bøier mod det næste,
Og ret som Haand i Haand de slaa en Kreds,
Et Blomstergjerde rundtom Høiens Side,
Som om de fredede den stille Grav
Og til et vaarligt Blomsterhjem den vied!
Gandalf
Ha, det er sært, – det kan jeg ei forstaa;
Faksimile
Han kom som Fiende at plyndre Eder,
Han væded Eders Land med Blodets Strøm̅e,
Han førte Eders Slægtninge, som Trælle
Mod fjerne Hjem, og endda smykker Du
Den faldne Kjæmpes Grav med Blommer,
Pige!
Pige!
Blanka
Saa lærer os vor Tro, der er et Bud,
Som hedder: Ræk tilgivende din Haand
Imod din Fiende, byd ham Forsoning.
Gandalf
(grublende)
Forsoning? Nei, det Ord forstaaer jeg ei,
Dog vent, jeg troer nok jeg har fattet det;
Men anderledes øves den hos os!
Blanka
Hvorledes da, – siig frem, jeg hører efter.
Gandalf
Naar udi Barmen
Avindet gløder,
Gjorder sig Helten
Faksimile
21.
Freidigt til Strid,
Trykker saa Hjelmen
Staalblank om Pande,
Retter til Holmgang
Modig sit Skridt.
– Sværdene klinge,
Vunderne rødme
Gabende vidt i
Fiendens Bryst. – –
Seent eller tidligt
Følger den Anden
Efter til Valhal,
Einheriers Hjem,
Trykker til Barmen
Frænder og Venner,
Hilser som Broder
Sin Avindsmand der!
Blanka
Ja, det er smukt, men jeg har hørt fortælle,
At Eders Valhal er et Stridens Bo,
Faksimile
At vilden Kamp er Eders Lyst i Døden,
Og efter Døden hist hos Odin selv.
Gandalf
Nu, hvad var Livet vel foruden Strid?
En Dag foruden Sol, en Kjæmper uden Hæder,
Et stivnet Kildevæld i Vintrens Tid,
En døsig Søvn i Helas skumle Haller!
Blanka
(heftigt)
Ja vel den indre Strid og Aandens Kamp
Og Lysets skjønne Seier over Mørket;
Viid, denne Strid er Livets Formaal,
Hedning!
Hedning!
Men see, du fatter dens Betydning ei!
Gandalf
(eftertænksomt)
Nei du har Ret, jeg fatter ei dit Ord, –
Men dunkle Lynglimt blinke i min Siæl,
Der dukke Syner frem, som aldrig før jeg
saae.
saae.
Der er en Mythe i din Gudetro, –
Som Fader alt saatit har mig fortalt,
Det er det vakkre Sagn om Baldurs Død.
Han vandred tryg, af Kjærligheden fredet
Og dine Guder vogted’ hvert hans Fjed;
Men onde Loke sine Rænker smeded
Og Baldur segned brat til Hela ned. – –
Dog, efter Natten straaler Dagen frem, –
Og Baldur hilsed glad sit Gudehjem;
Den Ondes Magt, som Løvet, var henveiret
Og Jettens List ved Guddomsbud beseiret!
(Med ildfuld Heftighed)
Og Du er dragen som en Voldsmand
˹hid˺
ind
At brede Rædsel mellem disse Dale!
O, kjender Du da ingen bedre Strid,
End der, hvor Sværdets røde Tunger tale?
Er der da ei en Valplads mere skjøn,
Hvor Kjærlighed og Troen er dit Værge,
Hvor Seiersskriget er en ydmyg Bøn
Faksimile
24.
Og Gud den Fører, som vi Troskab sværge!
Er ei et bedre Maal for denne Færd,
Som Viking over Livets vilde Vove,
End der, hvor Blodet klæber ved dit Sværd
Og Hytten brænder i de stille Skove.
Er Hjertet koldt, som Staalet om din Hærd,
Og er din Barm ei stor nok til at fatte
Det rige og det evighøie Værd
I Aandens skjønne, gyldne Himmelskatte?
Hvi tager Du ei dette Bytte med
Fra Sydens Land til dine Vinterfjelde,
Og lærer Brodersind og Kjærlighed
En bedre Herskermagt end Sværdets Vælde!
Gandalf
(hæftigt)
Ha, ti! du spreder Gift udi min Barm,
Og Troldomsmagt er i din Tale, Qvinde!
Før var min Stolthed Sværdet og min Arm,
Og Valhal Seierslønnen jeg gad vinde;
Men nu, nu retter sig min Higen mod
Et spaltet Maal, – hist Heltens Krigerhæder,
Faksimile
25
Af Sværde sjungen, ristet ind med Blod,
Og baaren over Hav mod fjerne Steder;
Men paa den anden Side blinker mildt
En Lysning hist fra Freias høie Lunde,
Der toner det med sælsomt Harpespil,
Og liflig Sang fra lyse Alfers Munde! –
(smerteligt)
O, har jeg sveget Odin, Asathor,
Og alle Nordens gamle stærke Guder,
Da lysted jeg at slumre dybt i Jord,
Hvor Hængebjerken over Høien luder! –
(Vikingerne komme ind med Bernhard,
Hemming følger dem)
Hemming følger dem)
Asgaut
Her, Gandalf! bringe vi en herlig Fangst!
Blanka
O, Gud! min Fader i de Grummes Vold!
Gandalf
Frygt ikke, Pige!
Er han Eders Høvding?
[HIS: Verselinjen mangler innrykk (er siste del av en todelt verselinje).]
Jostein
Saa er det. (til Gandalf) Han kan Dig fortælle
om
om
Din Faders Død, han veed Besked derom!
Bernhard
(bevæget)
Du er en Søn af Vikingen, som landed
Paa Kysten her for mange Aar og faldt
Ved Borgen hist, hvor end Ruinen stander?
Gandalf
Saa er det, Gamle!
Asgaut
Han er dragen hid
At tage Blodhævn.
Gandalf
Ti! lad Gubben tale!
Vort Liv er lagt i Herrens Faderhaand,
Jeg frygter ei for Eders Mordersværde;
Men skaaner idetmindste dette Barn,
˹
Hvis Pleiefader jeg alt længst har været.
˺
Viid, ogsaa hendes Fader faldt i Kampen,
Han var den gamle Eiermand af Slottet,
Som Eders vilde Horder kom at plyndre!
Blanka
(til Gandalf)
O, Du en Søn udaf min Faders Morder;
Dog, Gud tilgive ham!
Bernhard
See, denne Hævn
Er Ædelsindets, vilde Hedninger!
En Bøn til Herren for den faldne Fiende,
Og hvad er Eders? Blodig Daad paany! –
Hemming
Ved Baldur, Gandalf! Gubben har dog Ret!
Hemming
O det er
Jo og en Bane altfor langt fra Skjal-
dens.
dens.
Gandalf
En Søn af hendes Faders Morder? Dog
Nei, Qvinde, nei det er dog ikke saa!
Han faldt ei for min Faders Haand, see
der,
(peger paa Asgaut)
der,
Der stander Kjæmperen, som fældte ham!
Men før mig didhen hvor min Fader faldt.
Bernhard
(pegende paa Kjæmpehøien)
Hist slumrer han i Høien.
Kjæmperne
Auduns Høi!
Gandalf
Min Faders Kjæmpegrav!
Faksimile
29.
Asgaut
Og Bautastenen?
Bernhard
Den satte jeg paa Heltens Grav, og hun,
Min Datter, smykker den hver Dag med
Blommer.
Blommer.
Gandalf
O, sælsomt, gaadefuldt er Nornens Spil!
Asgaut
Og nu afsted at søge op hans Morder,
At tage blodig Hævn!
Kjæmperne
Ja, blodig Hævn!
Gandalf
Nei, nei, – jeg hævner ei i denne Stund!
Asgaut
Hvad fattes Dig?
Gandalf
Mit Hoved er fortumlet; –
Jeg veed ei selv, – – det gjærer sært {d}herinde!
Faksimile
Bernhard
Du vil ei hævne?
Gandalf
Jeg formaaer det ei;
See, denne Møe har talt i blide Ord,
Som endnu klinge lydt udi min Siæl.
Ha, disse Blikke! denne milde Røst! –
Saa tænker jeg mig Folkvangs fagre
Disa!
Disa!
Bernhard
Du vil ei hævne! Mildnet er dit Sind!
O, saa skal Intet meer min Tunge binde;
Viid da, din Fader faldt for denne Haand!
Gandalf
(farer tilbage)
Ha, Loke!
Kjæmperne
Ned med ham, til Hela ned!
O, Fader! fat Dig, – nei, det er ei saa; –
Hør mig I Kjæmper! hør mig, hør mig, Gandalf! –
Jeg fandt ham blødende og mat i Skoven
Hiin rædselfulde Morgen efter Slaget
Jeg bragte ham – –
Asgaut
Ti, Qvinde! det er nok!
Frem, frem I Mænd!
Kjæmperne
(med dragne Sværde)
Far ned til Helas Skygger!
Gandalf
(stiller sig foran Bernhard)
Holdt, skaaner ham, – rør ikke denne Gubbe!
Asgaut
Ha, det er jo Afsindighed, kom til
Dig selv, – han er din Faders Morder, Gand-
alf!
alf!
Faksimile
32.
Gandalf
Jeg siger Eder, rør ei denne Gubbe!
Blanka
O, Fader! gjenkald hine Rædselsord!
Du fælded’ ikke Vikingen, – –
Bernhard
Min Datter,
Vær rolig kun, snart vorder Alt Dig klart!
Asgaut
(til Gandalf)
Har du forglemt, da nys du steg i Land
Du sværged høit ved Asathor at hævne
Din Faders Død; saa løde dine Ord:
«Han eller jeg skal falde som et Offer»!
Gandalf
(med Følelse)
Han eller jeg skal falde som et Offer! –
– Ha, Hjertet knuger sam̅en i min Barm,
Som slynged Midgardsormen sine Bugter
Med Kjæmpemagt derom og slukked ud
Den sidste svage Rest af Villiekraften; –
Faksimile
33
Du, Pige! Du har vækket denne Tvivl,
Og kaldt en Storm tillive i mit Indre,
Mit Bl{d}
˹od˺ er luehedt, som Heilas Ild,
Og Intet mægter denne Qval at lindre.
Blanka
(bevæget)
O, Gandalf! fat Dig, – nu jeg føler først,
Hvor kjær Du vorden er for dette Hjerte!
Gandalf
Ha, er der Sandhed, Pige! i dit Ord?
Blanka
O, tvivl ei Gandalf!
Gandalf
Blanka! tal ei meer! – –
Da har jeg svoret en usalig Eed; –
Jeg kan ei hævne, – nu, saa maa jeg falde!
Asgaut
Hvad mener Du?
Gandalf
Han eller jeg, – saa lød
Mit Ord, – skal segne som et blodigt Offer!
Faksimile
Han skal ei døe, thi han har fostret hende,
Hiin Qvinde, der har vækket i min Sjæl
En Verden fuld af underlige Tanker!
Min Eed maa holdes; – saa bered min Snekke,
Paa Muspels Vinger vil jeg stige op
Imod min Faders Aand i Valhals Sale!
Kjæmperne
Ha, Gandalf!
Gandalf
Ja, paa gammel nordisk Viis
Jeg falde vil; – see, Aftenvinden blæser
Fra Landet ud, – saa smykker da min Drage
Med Seierstegn, jeg vil bestige den,
Det gjorde alt saamangen Kjæmper før!
Blanka
O, vil Du da –
Gandalf
For mig er intet Valg;
Min Faders Guder kan jeg ikke svige!
Mig tykkes denne Time som et Glimt
Faksimile
35.
Fra Odins Blik igjennem Høstens Taage;
Mit hele Liv var fuldt af Kamp og Strid,
Nu vinker Livet, som en Vaardag blid,
Med gylden Frugt og Foraarsblom̅er fage,
Og denne Herlighed skal jeg forlade!
(griber hendes Haand)
Det maa saa være, – Blanka! lev da vel,
Vi sees ei meer; –
Blanka
– Jo, i den lyse Himmel!
Gandalf
Nei, aldrig, Blanka! husk, din høie Sjæl
Vil hæve sig hist over Stjernens Vrim̅el,
Og min vil svinge sig mod Odins Borg.
Der vil jeg styrte mig i Kampens Trængsel,
Maaskee jeg flygtigt glemme kan min Sorg,
Men aldrig stilles der min hede Længsel! –
For evig skilt fra Dig! O, hvilken Tanke!
I Nattens Time skal min Skygge vanke
Med rastløs Uro ifra Stand til Strand
Faksimile
Til Solen rødmer hist paa Himlens
Rand,
Rand,
Og naar min Aandesnekke, skumbegravet,
Bær’ Vikingheltens Aand henover Havet,
Da sidder Du paa lette Skyer hist
I Maanelyset hos den hvide Christ! –
Ha, grumme Skjæbne! hvad var da min Brø-
de; <...>
de; <...>
Dog, nu – levvel, her er vort sidste Møde,
Min Liigseng vorder Nordens vilde Hav,
Langt, langt fra Dig, – lang fra din Blom-
stergrav!
stergrav!
Blanka
O, vend dig bort fra dine mørke Guder! –
Dog, Gandalf! nei, – jeg seer dit Blik bebuder,
En fast Beslutning raader i dit Bryst;
Nu vel, saa gaa og strid den sidste Dyst, –
Men naar Du slumrer i den sortblaa Bølge,
Da kan jeg frit min høie Længsel følge,
Faksimile
37.
Da kan jeg ile over Hav mod Nor˹d,˺
For blandt dit Folk at tolke Christi Ord!
Bernhard
(der under de sidste Replikker øiensynligt
har kjæmpet med sig selv, styrter frem og griber
Blankas Haand)
Ti, Blanka, ti! – jeg kan ei meer bekjæmpe
Den vilde Storm som raser i min Barm!
(synker paa Knæ)
Tilgiv mig, Barn! ifald Du mægter det!
Min hele Færd mod Dig var et Bedrag – –
Blanka
(hæver ham op)
O, store Gud! kom til Dig selv, min Fader!
Gandalf
Ha, hvad er det?
Bernhard
Tilgiv, tilgiv mig, Blanka!
Min Søn, min Gandalf! see jeg er din Fader!
Ha, hvad er det!? O, milde Baldur!
B
˹lanka˺
ernhard
Gud! hvad siger Du!
Asgaut
Du lyver, Gamle
<...>
!
Bernhard
(idet han blotter sin Arm og udstrækker den
mod Asgaut)
Asgaut! kjender Du
Ei dette Mærke som Du selv har ridset
Med rustnet Staal forlængst udi min Arm; –
See kun – –
Asgaut
(griber overrasket hans Haand)
Thors Hammer! – Audun, det er Dig! –
Blanka
O, milde Himmel!
Gandalf
Fader! o, min Fader!
Faksimile
39.
(de synke i hans Arme)
Kjæmperne
(slaae paa deres Skjolde)
Hil Audun! hil Dig, Nordens gamle Kjæmpe!
Blanka
O, herligt, Alt er løst i mild Forsoning!
Audun
End ikke, – Blanka! kan Du skjænke mig
Tilgivelse?
Blanka
(slynger sine Arme om ham)
Hvor kan Du spørge, Fader!
O, har Du ikke været god mod mig,
Har Du ei kjærligt vogtet mine Fjed
Og baaret mig saatit paa dine Arme!
Audun
O, saare lidt mod hvad jeg skylder Dig!
Gandalf
Men Fader, siig, hvordan jeg skal forstaae
At du blev her paa Vallands Strand tilbage?
Faksimile
40.
Audun
Hør kun. Jeg sank til Jorden hist ved Borgen,
Da Slaget næsten ganske var forbi,
Bevidstløs, blødende jeg laa ved Klippen
Og Løvet skjulte mig for Mines Blik,
De klaged over deres Høvdings Død,
De droge bort, – jeg ene blev tilbage,
Og da den næste Morgen straaled frem,
Det rasled nær mig i de grønne Grene,
Det var min Blanka, da en lille Pige,
Knapt fem Aar gammel, – frygtsomt standsed hun;
Men da hun saae mig blødende og svag
Hun hented Vand ifra den nære Kilde
Med sine Hænder smaae, og pleied mig; –
Hun var den Eneste, der ei var myrdet,
Den hele Kyst var hærget og forladt.
Med blide Ord hun lindrede min Smerte,
Jeg leved lykkelig i Skoven her, –
Jeg følte ingen Længsel efter Hjemmet;
Thi du, min Gandalf! flakked vidt omkring
Faksimile
41.
Som Viking fra din Ungdoms første Dage; –
Jeg hørte Christi Ord fra Barnets Læbe,
Og det blev lyst og klart udi min Siæl!
Gandalf
Men denne Kjæmpehøi? Min Fader! siig,
Hvordan skal jeg forstaa hvad nys Du sagde?
Audun
Der grov jeg ned min Rustning og mit Sværd!
(efter en Pause)
Det tyktes mig, som om den vilde Aand,
Der raaded’ hos den blodbestænkte Viking
Var ganske revet bort ifra min Siæl.
Det tyktes mig, som om en stille Ro
Alt meer og meer sig fæsted i mit Indre,
Naar barnligfromt ved A{f}lterfoden hist
Min Blanka bad for Vikingheltens Fred.
Asgaut
(griber Blankas Haand)
Tilgiv min Blanka Barskhed mod dig,
fagre Mø!
fagre Mø!
Faksimile
Gandalf
Min Blanka! lad mig trykke Dig i Favn,
Du har mig lært et bedre Maal i Livet!
Blanka
(kjærligt)
Og dine Guder?
Gandalf
Dem kan jeg ei svige!
Hvor kunde Du vel paa min Elskov tro
Naar jeg var troløs mod min Stammes
Guder?
Guder?
Blanka
Nu vel, – paa Tiden vil jeg haabe, Gandalf!
Dog, ikke sandt, – eet vil Du love mig;
Du drager ikke meer paa Vikingtog!
Gandalf
Nei, høit jeg sværger dig, det skal ei skee!
Mit Rige vil jeg værne som en Helt,
Men aldrig, aldrig plyndre fredsom Kyst.
Svar, mine Venner! er I ikke rede
At lyde mig?
Faksimile
43.
˹Hroll{
a
}oug˺
Kjæmperne
Hil Dig, vor bolde Høvding!
Dig skal vi lyde trofast nu som før! –
Gandalf
Nu, saa afsted da, mod det høie Norden!
Blanka
O, Maalet for mit Hjertes bedste Drøm!
Du fagre Land med Snee og Nordlysflam̅er,
Saa skal jeg snart Dig hilse som mit Hjem!
(til Audun)
Og Du, vor elskte Fader – –
Audun
(med undertrykt Bevægelse)
Nei, min Blanka!
Min Gandalf jeg kan ikke følge Eder.
Gandalf
og Blanka
O, Fader! –
Audun
Nei, det er u{
<...>
}rokkeligt
Bestemt, – jeg kan ei denne Kyst forlade;
Faksimile
See, Kjæmpehøien vinker der saa blidt,
Der skal den gamle Viking snarlig slumre;
Tro ei jeg skilles uden Savn fra Eder,
O, mangengang i Midnatstimen vil
Jeg sætte mig hist under Bautastenen
Og stirre vidt henover Havet hen,
Og naar da fjernt de blege Nordlysstri-
ber
ber
Belyse Himlen lig et Aandesmiil,
Da vil jeg taksomt folde mine Hænder,
Og hilse Nordlysglimtet som et Bud,
Et Tegn paa at en Lysets Dag er kom̅en
I al sin Skjønhed for mit Fædreland!
Men Du, min Gandalf! Du har høie Pligter
Imod dit Folk, – Du maa ei dvæle her,
Og din, min Datter! er den skjønne Lod
At lede fromt hans Skridt igjennem Livet.
Frygt ei, mit Barn, – thi der hvor Kjærlighed
Har hjemme, see, der smelter ogsaa Troen
Faksimile
45.
Tilsammen snart i salig Harmoni!
Hemming
(træder frem med Harpen i Haanden)
Jeg kan ei heller, Gandalf! følge Dig, –
See, denne Stund har rystet dybt min Siæl;
Af Christendommens milde, klare Flamme
Vil Mulmet engang fjernes fra min Barm.
(han synger til Harpen)
«Klippen der kneiser
Høit over Skyen,
Smuldres af Tidens
Fortærende Tand.
Sværdet, der engang
Klang over Valen,
Vildt som en Stormvind,
Rustner i Muld.
Helten, der pløier
Havslettens Vover,
Faksimile
Slumre skal engang
Skrinlagt i Høi.
Raader end stærke
Magter i Valhal,
Ragnaroks Stormgang
Splitter dem ad.»
Men bag de vilde,
Stridende Kræfters
Blodige Natmulm
Straaler en Dag!
Ved Korsets Fod jeg lægger Harpen ned,
Mit sidste Qvad var Asatroens Drapa!
(lægger Harpen foran Altret)
Gandalf
Og du, min Fader! vil ei følge med?
Blanka
Skal dine Børn ei lukke dine Øine? –
Faksimile
47.
Audun
Det kan ei skee; – see, Hemming bliver her,
Han pleier mig –
Hemming
Med Sønnekjærlighed; –
Og maaskee fjernt engang i Fremtids Dage
Skal Harpen klinge til en hellig Bøn.
Gandalf
(nedslaaet, men fattet)
Det maa da skee, –
Blanka
Gud! skal vi ham forlade!
Audun
Det er bestemt; – saa knæler ned da, Børn!
At mine Hænder signe kan jers Forbund!
(de knæle hver paa sin Side af ham idet
de række hinanden Haanden. Audun lægger
sine Hænder velsignende paa deres Hove-
der)
– Velsignet være evigt denne Pagt,
Faksimile
48.
Som knytter Nordens Kraft til Sydens Mildhed.
Vær from og god, min Gandalf! vogt den Skat,
Som du har hentet Dig fra Vallands Skove!
Og du, min Datter, vogt det høie Kald,
Som Gud har lagt i Qvindens Lod paa Jorden,
Plant Sydens Blomster hist i Granens Hal,
Bred Sandheds milde Lysning over Norden!
(Han omfavner dem taus idet de reise sig)
Kjæmperne
(under Skjoldebrag)
Hil, hil vor Høvding! hil hans unge Brud!
(Audun sætter sig ved Kjæmpehøien,
Hemming ved hans Fødder)
Hemming ved hans Fødder)
Hrolloug
Alt heises Seilet, – Snekken er beredt!
Blanka
(med Begeistring, gribende Banneret af
Josteins Haand idet hun træder frem)
Nu, saa afsted, – mod Nor˹d˺ skal Farten gaae
Igjennem Bølgens Skum paa Havets Blaa!
Faksimile
49.
Snart straaler Dagens Lys paa Jøklens Tinde, –
Snart vorder Ledingsfærden kuns et Minde!
Alt sidder Nordens Viking paa sin Høi,
Forbi er Tiden da han vældigt fløi
Fra Kyst til Kyst og hærged vildt med Flam̅er;
I Støvet synker Tordengudens Hammer,
Og Norden vorder selv en Kjæmpegrav!
Men glem ei Løftet, som Alfader gav:
Naar Mos og Blommer dække Høiens Side,
Skal Heltens Aand paa Idavold jo stride, –
Saa stiger ogsaa Norden fra sin Grav,
Til luttret Strid paa Tankens sølvblaa Hav!
